En alpaca kommer til verden

Det kræver en masse tålmodighed og ro

… men det er smukt og helt fantastiskt

Bedækning

Som hovedregel lægger hoppen sig ned, hvis hun er klar til at blive bedækket.

Hoppen har ikke en cyklus som mennesker, men er “klar”, når hun hører hingstens “stemme”. Hvis hun allerede er ifolet, bliver hun stående og spytter efter hingsten for at fortælle ham, at hun ikke er interesseret.

Vores erfaring er dog ikke helt efter bogen.

Vi har hopper, der ikke nødvendigvis gider hingsten, selvom hun ikke er ifolet og nogle af hopperne løber væk for at undgå hingsten istedet for at spytte.

Hos Holmgaard Alpacas fører vi hingst og hoppe sammen i indhegning eller boks, og lader herefter naturen gå sin gang. Hvis hoppen ikke vil bedækkes af den ene eller anden årsag, tager vi hingsten fra og lader ham ikke tvinge hoppen ned.

Drægtighedsperiode

En alpaca går drægtig i næsten et år…
Som ejer til de dejlige dyr, er det en meget lang ventetid på en lækker uldbamse.

En ventetid, hvor man kan fundere over, hvilken farve føllet mon får udfra de teorier, som er tilgængelige.

De første tegn

Vores erfaring er, at hoppen trækker sig lidt væk fra resten af flokken lige inden fødslen går igang.

Hun kommer ikke til madtiderne, men går lidt for sig selv og græsser.

Når disse tegn viser sig, er vi særligt opmærksomme og følger hoppen på afstand (specielt fordi det er samme tegn på en alpaca, som ikke er helt på toppen).

Når dette er sagt, har vi dog også hopper, som næsten er kravlet op på vores skød, når foling er startet. Disse har vist sig skulle bruge hjælp, da føllene har ligget forkert… om det er tilfældigt eller alpacaerne har vidst, de skulle have hjælp udefra, melder historien ikke noget om.

Boble…

Nu er fødslen igang, og en boble kommer til syne.

Det ligner lidt en Jenka tyggegummiboble, der ikke nødvendigvis er synlig hele tiden.

Det er tid til at sætte sig til rette i havestolen og se et lille mirakel…

Vi prøver på dette tidspunkt at sætte os lidt på afstand og følge med i, hvad som sker.

Normalt klarer de alt selv, men man ønsker ikke at være på farten den ene gang, de kunne have haft brug for hjælp.

Hoved og 2 ben

Efter noget tid, begynder hovedet og forbenene at komme til syne.

Vores erfaring er, at der kan gå lang tid, hvor hovedet og benene er synlige, men hoppen går rundt og græsser og ikke presser.

I denne perioder er vi altid lidt nervøse “har den lille det ok“, “kan den virkelig hænge der og dingle med hovedet uden den tager skade“…

– svaret er, at det er helt naturligt.

Hvis man forsigtigt går lidt tættere på, kan man se den lille ryste på hovedet og nogle gange hører man den hoste lidt.

Ventetiden kan føles lang for alle… flokken er også nysgerrig på, hvem der mon kommer ud.

Hvis du ikke allerede har sat dig til rette i havestolen, så er det tid til det nu… for en alpacafødsel tager den tid en alpacafødsel tager.

Det sidste stykke

Når den første halvdel af alpacaen er ude, går det som oftest hurtigt med den sidste del. Her hjælper tyngdekraften og vægten med til at føllet “falder ud”.

Der kommer et lille bump, når den lille rammer jorden, men det tager de heldigvis ikke skade af

Flokken hilser på

Alpacaerne er nysgerrige og som oftest relativt hurtigt efter fødslen skal de se den lille ny…

Det er som oftest også her, vi tjekker kønnet og ser om alt ser “rigtigt ud”. Vi er opmærksomme på moderens signaler, eftersom det er vigtigt at hoppe og føl finder hinanden.

Hvis vi kan komme til det, hjælper vi med at tørre den lille, sprayer navlestrengen og giver samtidig den lille vitamintilskud at starte livet på for at booste immunforsvaret. Hvis moderen er meget udmattet efter fødslen får hun ligeledes et vitamintilskud, så hun hurtigere bliver frisk.

På benene

Eftersom alpacaen er et flugtdyr ligger det i deres genetik at komme på benene så hurtigt som muligt efter fødslen.

Føllet tager derfor som oftest sine første skridt få minutter efter, den har ramt jorden. Det vil sige, den forsøger i hvert fald at komme på benene.

De første forsøg er altid morsomme at overvære, da den ofte falder på næsen eller pludselig går i bakgear, når den skal fremad.

Placenta

Indenfor en times tid plejer placentaen at hænge mellem hoppens bagben og dumpe ned.

Vi er opmærksomme på at tjekke den, da det er vigtigt at den er hel, så der ikke sidder rester indeni hoppen.

Alpacaerne spiser den ikke, så man kan med sindsro fjerne den for at studere.

Die

Man siger gerne at inden solen går ned skal den lille have diet hos moderen.

Vores erfaring er at den lille sjældent har diet før placentaen er ude. Det er som om, at det er dette der har åbnet mælkebaren. Mens andre siger, at det er føllets dien, der får placentaen til at løsne sig.

Vores føl har gerne diet indenfor de første få timer af deres levetid, selvom de første kluntede forsøg går under maven og ud på den anden side, eller flere gange rundt mellem forbenene, mens den “søger” efter mælkebaren.

Nogle få gange har vi været nødt til inden solnedgang at malke hoppen og give denne mælk i sutteflaske til føllet. Råmælken er utrolig vigtig for føllet, så her skal ikke spildes dyrbare dråber.

Vægt

Vi er opmærksomme på føllenes vægt og vejer dem dagligt den første tid.

Fødselsvægten har gerne været omkring de 7 kg. Første døgn taber de sig lidt men herefter skal vægten gerne øges med 300-500 gr om dagen den næste tid.

Når vi kan se en stabil vægtforøgelse stopper vi gerne med at veje dagligt og studerer dem blot på afstand og kontrolvejer månedligt.

Dette website benytter cookies. Ved at fortsætte på denne side accepterer du anvendelsen af cookies, som udelukkende benyttes til at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere