Fra ide til virkelighed…

Hvem er vi ?

Vi hedder Anne og Kim.

Alpacaerne er en fantastisk adspredelse fra en stresset hverdag på kontoret og er vores helt store kærlighed.

En passion, som skaber glæde, der kan mærkes.

Sommeren 2017

Vores svigersøn kom hjem fra en rejse i Sydamerika og fortalte om nogle sjove dyr, han havde set, og som han mente vi skulle have på farmen.

De sjove dyr var alpacaer, som han havde set gå frit i Peru.
Vi slog det hen med en latter, da vi ikke troede man kunne holde sådanne dyr i Danmark…

Efterår 2017

En dag vi var ude at køre, kom vi forbi nogle sjove dyr, som gik sammen med en stor flok høns.
Da vi for nyligt havde fået høns i gave, besluttede vi at køre ind for at høre mere om disse mærkelige dyr.

Det viste sig at være alpacaer, som passede på hønsene!
Det startede vores nysgerrighed…

Søs og Rene fortalte os om deres dyr og den glæde de gav dem… siden har de startet alpacawalk og mange andre sjove aktiviteter med dyrene.

Søs og Rene satte gang i en masse tanker, og vi begyndte derfor at søge mere information om alpacaer og alpaca dyrehold.

Forår 2018

Vi fandt frem til at Virkelyst alpacafarm afholdte begynderkursus i alpacahold.

Vi bookede et weekend kursus i starten af 2018 for at finde ud af om vores hjørnegrund var ideel til 2-3 alpacaer og en flok høns…

Camilla og Kasper fra Virkelyst er nogle fantastiske personligheder. De er super engagerede i Alpaca avlen og deres kærlighed til dyrene er ekstremt smittende.

Allerede efter første dag sad vi på hotellet og talte om mulighederne for at holde alpacaer hjemme på vores egen farm. Vi startede med at tale om 2-3 stykker men hurtigt kom vi til at tale om at mere af vores jord skulle bruges til decideret alpacaavl

Påsken 2018 – Dag 1

Eftersom der ikke var alpacaer til salg i Danmark, planlagde vi sammen med Camilla og Kasper fra Virkelyst at tage en tur til Sverige i påsken.

På vores første dag besøgte vi Österlen Alpacka. Vi tabte selvfølgelig vores hjerte og vidste allerede inden vi forlod farmen, at vi var nødt til at handle her.

Ann Marie håndterer sine dyr med stor kærlighed og har – ligesom vi påtænker at have – en stor variation af farver. Kvaliteten er høj og genetikken bred.

Inden vi gik til ro, havde vi besluttet, at 3 af hendes fine hopper skulle flytte til Danmark.

Påsken 2018 – Dag 2

Ligesom dagen før var det svært ikke at blive forelsket i de smukke dyr. Vi skulle ikke bruge længe på at blive enige om at 2 af Jörgens smukke unge hopper skulle bo på vores farm.

Jörgen har, ligesom Österlen, en bred genetik og nogle rigtig spændende avlslinier.

Derudover er det fantastisk at se, hvor tæt han er på dyrene, til trods for, at han har over 100 dyr gående. Han kan pifte efter dyrene, og så kommer de løbende ind til ham fra de tilstødende marker.

Efter påsken 2018

Efter at være kommet hjem og skrevet under på købsaftalerne, kigget på farvesammensætningen og genetikken, følte vi, at der manglede noget “hvidt” i flokken…

Vi kontaktede derfor Nybo Alpacka igen og kørte et smut til Sverige. Her fandt vi endnu en lille ung hoppe i hvid, som vi ikke havde set første gang. Nu var de 2-3 alpacaer blevet til 6. En lille ung hoppe fra Österlen Alpacka rumsterede dog stadig i vores bevidsthed og vi måtte op med tegnedrengen igen…

På denne måde blev vores initielle flok derfor 7 fantastisk smukke hopper (4 små alpaca piger på 1 år og 3 drægtige hopper).

Sommeren 2018 gik med at gøre klar til at prinsesserne skulle komme hjem.

En gammel stald blev ombygget, et høloft blev fjernet, en fold blev ændret og et alpaca skur blev sat op.

Alt skulle være klar inden pigerne skulle flytte ind.

30/8-2018 hentede vi de første prinsesser hjem fra Nybo Alpacka.

Inden vi tog afsted havde vi flere gange været i kontakt med Jörgen… og var kommet til at købe endnu en alpaca, som skulle bedækkes, når vi kom og hentede pigerne.

Det ville være et sats, om hun blev drægtig, da stress og flytning af alpacaen, ville gøre bedækningen tvivlsom, men det var et forsøg værd.

4/9-2018 hentede vi pigerne hos Österlen Alpacka.

De 3 store piger var alle testet drægtige, så krydsede fingre for spændende føl i 2019…

8/12-2018 gik turen endnu engang til Nybo Alpacka.

Denne gang hentede vi 1 super fin pige, som var vokset op hos Anna-Klara og Frederik (Emporia Alpacka) samt 4 små piger fra sommeren.

Vores flok blev dermed på 13 det første år… En flok, med en bred genetik, forskellige personligheder og spændende over hele farvespektret.

En super start for en lille farm med en drøm om avl!

Foåret 2019

Inden parringssæsonen startede i 2019 blev vi enige om at anskaffe os et par hingste.

Vi kontaktede Nybo Alpacka, da vi vidste, at Jörgen havde 1 særdeles fin lys hingst til salg.

Eftersom alpacaen er et flokdyr kunne han jo ikke gå alene, så udover denne lyse hingst, købte vi to unghingste (en grå og en sort).

Vores første føl

Maj 2019 var vi vidne til det første alpaca føl født på gården.

Lille Smilla kom til verden i silende regnvejr, mens vi så forventningsfulde til. Hele hoppeflokken var hos moderen under fødslen og så til, at alt gik, som det skulle.

Her kunne man rigtig se, at alpacaen er et flokdyr, da “tanterne” hilste på og fulgte føllets første skridt.

Legekammerat til Smilla

Da vi ikke var sikre på, at vi ville få flere føl sommeren 2019, blev vi enige om at købe en legekammerat til Smilla, så hun ikke skulle gå alene med de ældre hopper.

Vi fik endnu engang fat i Jörgen fra Nybo Alpacka og overtalte ham til at sælge os en ældre hoppe med føl og en tante, som havde mistet sit eget føl.

En glædelig overraskelse

En lun morgen sommeren 2019 fik vi en glædelig overraskelse, da vi kom ned for at fodre.

Et fint lille hoppeføl stod ved sin mors side og kiggede nysgerrigt efter os.

Hun var alt hvad vi havde håbet på!

Da hun var sølv farvet på ører og havde et fint sølv skær i pelsen, fik hun navnet Silva.

Parringer 2019

Sidst på sommeren blev de sidste parringer foretaget og antallet af bedækkede hopper blev 11.

Hvorvidt alle 11 bar frugt måtte 2020 vise, men fingrene blev krydset… og vi så frem til hvorvidt vores overvejelser og beslutninger viste sig at følge vores forventninger.

Efteråret 2019

Vores 18 hopper blev udnævnt til at være vores gartnere.

De blev inviteret ind i haven, hvor de klippede græsset, opstammede træerne og trimmede buskene…

-> alpacaer kan bruges til meget mere end blot at se nuttet ud.

Vinteren 2019

En stor drøm om at arbejde med en speciel genetik, som hedder appaloosa begyndte at vokse.

Vi tog derfor på en lille vinterferie sydpå.

I Holland besøgte vi Sandrina, som har arbejdet med appaloosa genetik i mange år.

Hun havde nogle fantastisk smukke drenge, som straks fandt vej til vores hjerter.

De nye avlshingste kommer hjem

I marts 2020 kom vores nye appaloosa drenge endelig til Danmark.

Lille smukke Himalaya og dejlige Fabolous.

Nu er vi igang

Knap 2 år er gået fra vi første gang sad og talte om, at vi skulle holde alpacaer, og nu har vi en flok på 23 dyr.

Vi føler os nu godt på vej… vi har en bred genetik, nogle spændende farver og dejlige dyr, som vi elsker !

Vores vision er at udbrede kendskabet til alpacaen, både som avls-, terapi- og hobbydyr!

Dette website benytter cookies. Ved at fortsætte på denne side accepterer du anvendelsen af cookies, som udelukkende benyttes til at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere